Indflydelse uden ansvar: Den usynlige gift

Det er et af de mest forførende løfter i vores tid: indflydelse uden ansvar. Det lyder som frihed, men er i virkeligheden en gift, der langsomt forgifter både dig selv og dine omgivelser.

Du har måske selv oplevet det: En leder, der tager æren for succes, men skyder skylden på teamet, når det går galt. En borger, der presser på for særbehandling til sit barn – vel vidende, at det sker på bekostning af andre med større behov. Eller en stemning på sociale medier, hvor folk kaster sig ind i en debat, uden at stå til ansvar for konsekvenserne.

Det er menneskeligt at ønske indflydelse. Men når vi tager magten uden at bære byrden, svækkes både vores egen integritet og det fællesskab, vi er en del af.

Historiske rødder

Den engelske historiker Lord Acton sagde for over 100 år siden: “Magt har en tendens til at korrumpere, og absolut magt korrumperer absolut.” Hvis magt ikke balanceres med ansvar, vil den næsten altid blive misbrugt.

Immanuel Kant formulerede det “kategoriske imperativ” – kort sagt: Gør kun det, du mener, alle burde gøre. Hvis vi alle tog magt uden ansvar, ville fællesskabet hurtigt bryde sammen.

Jean-Jacques Rousseau talte om “den sociale kontrakt”: Når vi træffer beslutninger sammen, skal vi også dele ansvaret for dem. Det gælder i politik, på arbejdspladsen og i hverdagen.

Frihed med forpligtelser – Mill, Grundtvig og Kold

John Stuart Mill, en af liberalismens store tænkere, mente, at frihed og medbestemmelse altid må følges af ansvar for konsekvenserne. Uden ansvar kan friheden blive til et flertals tyranni – hvor de mange træffer beslutninger, der skader de få.

I Danmark finder vi lignende tanker hos N.F.S. Grundtvig og Christen Kold. Grundtvig så friheden som noget, der kun kan blomstre i et forpligtende fællesskab: Vi lever ikke kun for os selv, men også for hinanden. Kold lagde vægt på, at vi lærer bedst i levende fællesskaber, hvor vi både tager ordet og bærer vægten af det, vi siger.

Hos Mill, Grundtvig og Kold er indflydelse ikke bare en ret – det er en forpligtelse.

Psykologiske mønstre

Mennesker har grundlæggende tendenser, der gør det let at tage indflydelse – og svært at tage ansvar. Ofte sker det ubevidst.

Social loafing (gruppe-dovenskab) – Jo flere der er i en gruppe, jo mindre yder hver enkelt. Det kan være projektmedlemmet, der har mange meninger på møderne, men sjældent leverer konkrete resultater. Den ulige arbejdsbyrde skaber frustration hos dem, der trækker det største læs.

Bystander-effekten (tilskuer-effekten) – Jo flere, der kan hjælpe, jo mindre sandsynligt er det, at nogen gør det. Vi regner med, at “nogen” tager sig af det – og så sker der ingenting. Problemer vokser, fordi alle venter på andre.

Diffusion of responsibility (spredning af ansvar) – Når ansvaret er så bredt fordelt, at ingen føler det personligt. Et team kan træffe en risikabel beslutning, men bagefter kan alle sige, at det ikke var “deres” valg. Så lærer ingen af fejlene.

Moral hazard – Et begreb fra økonomi og virksomhedsledelse: Når man kan tage beslutninger med høj risiko, fordi man ikke selv bærer hele – eller nogen – af konsekvensen, hvis det går galt. Finanskrisen er et kendt eksempel: Banker tog enorme risici, vel vidende at staten ville redde dem. Uden personlig risiko stiger lysten til at tage chancer, og det underminerer både stabilitet og tillid.

Self-serving bias (selv-fordelagtig skævhed) – Tendensen til at tage æren for succeser, men skyde skylden for fiaskoer på andre eller “omstændighederne”. Det beskytter selvbilledet, men dræner tilliden i relationer.

Delegation without accountability (uddelegering uden ansvar) – Når man giver andre magten til at handle, men ikke følger op eller selv står til regnskab. Hvis det går godt, tager man æren; går det skidt, skyder man skylden på dem, der udførte arbejdet.

Groupthink – Når ønsket om enighed i gruppen er så stærkt, at ingen udfordrer beslutninger – også selvom der er åbenlyse problemer. Dårlige beslutninger går igennem uden modstand, og kritisk refleksion forsvinder.

Disse mønstre er ikke tegn på ond vilje – de er dybt menneskelige. Netop derfor kræver det bevidsthed og mod at bryde dem.

Systemisk ansvarsløshed

Hannah Arendt beskrev “ondskabens banalitet” – hvordan almindelige mennesker kan være med til at udføre store uretfærdigheder, fordi de “bare fulgte ordrer”. Når vi gemmer os bag systemet, mister vi følelsen af personligt ansvar.

I organisationer ser vi det samme. New Public Management har skabt lag af styring, der beskytter den politiske ledelse mod at stå direkte til ansvar. Resultatet kan være lav tillid, dårlig social kapital og et arbejdsmiljø uden psykologisk tryghed.

Som borgere kan vi også falde i fælden – ved at presse på for at sikre vores egne eller vores børns interesser, vel vidende at det sker på bekostning af andre med større behov.

Når ansvar forlades

Når indflydelse skilles fra ansvar, sker forandringen ofte langsomt. Tilliden forsvinder i små bidder – som revner i porcelæn, der til sidst får det hele til at gå i stykker.

Vi ser det hos ledere, der ændrer kurs, men ikke står på mål, når det går galt. I frivillige foreninger, hvor der er “mange høvdinge, men få indianere” – alle vil bestemme, men få vil løfte opgaverne. På sociale medier, hvor vi kan sprede et budskab til tusinder, uden at bære vægten af, om det er sandt eller skadeligt. Som Harry Frankfurt skrev om “bullshit”: Problemet er ikke løgnen, men ligegyldigheden over for sandheden.

Fra indsigt til handling

Hvis vi vil modvirke indflydelse uden ansvar, må vi begynde hos os selv – med dyder, der ikke går af mode: mod, flid og disciplin.

Mod til at stå ved de beslutninger, vi påvirker – også når de er upopulære. Flid i at forstå konsekvenserne af vores indflydelse, før vi bruger den. Disciplin til at sige nej til at blande os, hvis vi ikke er villige til at tage ansvar.

Spørg dig selv i dag: Hvor tager jeg indflydelse uden ansvar? Find den blinde plet – og tag ansvaret på dig.
Kun ved at binde magt til moral kan vi styrke både os selv og de fællesskaber, vi er en del af.