Autoritet handler ikke om at tvinge. Det handler om at blive fulgt

Dette er skrevet til dig, der arbejder i eller interesserer dig for skolen som profession, kultur og dannelsesinstitution.

Hvad er forskellen på autoritet og magt? Hvordan styrker man lærerens gennemslagskraft uden at ty til sanktioner og tvang?

Dette blogindlæg er et opgør med ideen om, at autoritet kan genskabes med regler. Det er samtidigt et forsvar for faglighed, personlig integritet og psykologisk lederskab – både i klasseværelset og i samfundet.

Autoritet vokser ikke af regler. Den vokser af mennesker i udvikling.

Den aktuelle debat: Når børnesynet bliver syndebuk

Der er igen opbrud i diskussionen om det moderne børnesyn. Mange lærere og pædagoger oplever, at et inddragende og relationelt pædagogisk ideal gør det vanskeligt at “få lov til” at lede.

Samtidig melder politikerne sig på banen med nye forslag. Undervisningsministeren og Socialdemokratiet vil give lærere flere muligheder for at anvende magt. Det gælder blandt andet fastholdelse og sanktioner som et middel til at “genvinde autoritet og disciplin” i klasseværelset. Men her sker der et afgørende skred: Man forsøger at genoprette autoritet ved hjælp af autoritære midler.

Magt anvendes, når autoriteten er brudt sammen

Det er vigtigt at skelne mellem regler og magt og mellem autoritet og tvang.

Magt er det, man griber til, når relationen, fagligheden og tilliden ikke længere bærer.
Det er, som den politiske filosof, Hannah Arendt, formulerede det, et tegn på autoritetens sammenbrud.

Det betyder ikke, at magt aldrig må bruges. Men når vi begynder at designe pædagogik ud fra magtanvendelse, har vi accepteret, at autoriteten allerede er tabt. Herfra risikerer vi at genskabe en skole, hvor kontrol erstatter dannelse, og hvor regler følges af frygt, og ikke altid fordi de giver mening.

Inddragelse kræver ansvar - ikke grænseløshed

Ønsket om mere elevinddragelse er ikke uden værdi. Relationel pædagogik og demokratisk dannelse er vigtige idealer. Men som blandt andre Louise Klinge har påpeget, bliver inddragelse nogle gange et ideal i sig selv uden hensyn til børns kognitive og sociale modenhed.

Når man tror, at struktur, disciplin og autoritet hører fortiden til, risikerer man at overlade børn til en rammesvag skole, hvor kun de stærkeste trives. Det gælder især børn med særlige behov, som ikke har gavn af radikale brud med de undervisningsformer, de har brug for at kunne læne sig ind i.

At være relationel betyder ikke at være grænseløs. Og at være autoritativ er ikke det samme som at være autoritær.

Autoritet er noget, man bygger - ikke noget, man får

Vi taler ofte om autoritet som noget, man “har”. Men det er en illusion. Autoritet er ikke noget, man får. Det er noget, man opbygger.

Professionel autoritet har tre kilder:

1. Faglig autoritet – når man mestrer sit fag og formidler det trygt og tydeligt.

2. Personlig autoritet – når man hviler i sig selv og udstråler ro, integritet og tydelighed.

3. Formel autoritet – når systemet giver én mandat og ansvar.

Den stærkeste autoritet opstår, når de tre kilder arbejder sammen. Men det mest oversete – og mest afgørende – er dette:

Faglig og personlig autoritet kan sagtens stå alene.
Formel autoritet kan derimod aldrig stå alene.
Den bliver hurtigt tom og skrøbelig.

Autoritet udenfor titlen: Når der ikke lyttes

Vi kender alle den leder, der har alt det formelle på plads (titel, ansvar og beslutningskraft) men som alligevel oplever, at ingen rigtig lytter. Der bliver tøvet i svære samtaler, konflikter undgås, og forklaringerne bliver mange.

Titlen er intakt. Men autoriteten er fraværende.

Det samme sker i klasseværelset, hvor læreren læner sig på regler og formelle rammer – men mangler ro, faglighed og relation.

Ægte autoritet kan nemlig ikke påtvinges. Den skal mærkes og bygges.

Regler er vigtige. Men de skal helst være usynlige

Der er ingen stærke fællesskaber uden rammer, ansvar og tydelige forventninger.
Men regler skal ikke følges af frygt. De skal følges, fordi de giver mening.

Paulo Freire talte om dannelse som udviklingen af “loven i hjertet”. Det er den indre forståelse af fællesskabets grænser. Dannelse er, når man handler etisk, fordi man vil. Ikke fordi man skal.

Den korrumperede debat

Når autoritet bliver synonym med muligheden for at anvende magt, forveksler vi begreber. Debatten reduceres til, hvad læreren “må” og glemmer, hvordan man faktisk bliver fulgt.

Magt uden tillid er tvang.
Autoritet uden relation er tom.
Og formel autoritet uden faglighed og personlighed må altid søge legitimitet gennem kontrol.

Hvordan opbygger man autoritet i praksis?

Faglig autoritet opstår, når man:

• Forbereder sig grundigt og mestrer sit fagområde

• Har didaktisk sikkerhed og overblik over læringsmål

• Kender både sine styrker og sine blinde pletter – og arbejder bevidst med dem

• Læser sine elever og deres behov med fagligt blik og menneskelig nysgerrighed

• Leder klasserummet tydeligt og trygt, så eleverne ved, hvad der forventes

• Differentierer undervisningen uden at miste struktur og retning

• Giver kvalificeret feedback, der guider, rammesætter og motiverer

Personlig autoritet opstår, når man:

• Kan selvregulere – altså fastholde fokus, håndtere egne følelser og bevare overblik under pres

• Har kognitiv fleksibilitet – evnen til at skifte perspektiv og handle balanceret

• Kender og accepterer egne begrænsninger uden at miste autoritet

• Reagerer roligt og tilpasset – også når man bliver udfordret

• Er tydelig og konsekvent uden at være kontrollerende

• Siger nej med klarhed – men med empati

• Står fast, også når det koster – uden at forklare sig ihjel

• Har mod som en arbejdsmæssig dyd

• Tager tingene professionelt – ikke personligt

• Forholder sig retfærdigt – og engagerer sig, fordi man kan lide det, man laver – og dem, man laver det med

Når det lykkes: Et pædagogisk helle

På en specialskole for børn med udtalte socioemotionelle vanskeligheder tog en lærer sagen i egen hånd. Hun valgte at samle de mest udfordrede elever i en ny klasse, hun selv etablerede og ledede.

Med ro, faglighed og integritet skabte hun et miljø, hvor både børn og voksne begyndte at trives. Elever og senere kollegaer, som tidligere havde følt sig pressede i et præget miljø svingende mellem autoritære og laissez-faire tilgange, søgte nu tryghed og retning hos hende.

Hendes personlige autoritet blev fundamentet for et pædagogisk Helle. Ikke fordi hun fik lov, men fordi hun tog det på sig.

En nødvendig opsummering

Lærerens autoritet kan ikke styrkes gennem skærpede retningslinjer for magtanvendelse. Det sker ikke ved, at man fysisk kan føre en elev ud af klassen. Og det løses ikke af muligheden for bortvisning, hjemsendelse eller forflyttelse.

Tanken om, at alt bliver lettere, hvis bare vi kan stramme reglerne, er grundlæggende forfejlet. Folkeskoleloven – med bekendtgørelser og vejledninger – rummer allerede den nødvendige formelle autoritet.

Det, der mangler, er det faglige og personlige fundament til at fylde autoriteten ud.

Ja, kravene til at opbygge faglig og personlig autoritet kan virke omfattende. Men det er netop det, der gør lærergerningen til både fag og håndværk. Der er ingen genveje. Heller ikke gennem magt.

Autoritet vokser ikke af regler. Den vokser af mennesker i udvikling, og det er en vej, vi alle kan gå.

Hvad tænker du?

Hvordan har du oplevet forskellen mellem formel og personlig autoritet – som lærer, leder eller forælder? Hvordan har du selv arbejdet med at blive fulgt frem for at skulle tvinge?

Del dine refleksioner – vi har brug for flere nuancer i debatten