Når terapeuten sætter sig i klientens stol - egenterapi som faglig og personlig udvikling
Hvad sker der i terapeutens eget system, når vi sidder over for et andet menneske i smerte? Hvordan bevarer vi et forankret, medfølende og balanceret nærvær, selv når vores egne indre knapper bliver trykket på?
Som psykologer ved vi, at vores vigtigste redskab i terapirummet hverken er manualer eller testmetoder, men os selv. Så hvordan mærker og anvender vi egentlig os selv som redskab, når hverdagen og komplekse klientfortællinger rammer os?
Til dette oplæg tager klinisk psykolog og specialist i psykoterapi, Jeppe Budde, os med ind i hjertet af egenterapiens praksis. Med afsæt i oplevelsesorienterede, kropslige og systemiske tilgange med principperne fra Internal Family Systems (IFS) sætter Jeppe fokus på, hvordan kontakten til vores eget “selv" og vores indre mekanismer er vores vigtigste terapeutiske redskab.
Jeppe kombinerer en skarp faglig rammesætning med en kort, praktisk øvelse, hvor vi på egen krop får lov at mærke skiftet fra hovedet og ned i et forankret, kropsligt nærvær.
Gør dig klar til et kropsnært og inspirerende indspark til vores fælles faglighed, når Jeppe Budde deler sine erfaringer med at facilitere egenterapi for psykologer.
Om oplægsholder:
Jeppe Budde er autoriseret klinisk psykolog, specialist i psykoterapi for voksne og holder til i Aarhus. Han har beskæftiget sig med psykoterapi siden 2001 og er uddannet musikterapeut, kognitiv terapeut og certificeret bioeksistentiel psykoterapeut. Han tilbyder parterapi, supervision og undervisning og har en særlig interesse for nærvær, krop og bevidst opmærksomhed i det terapeutiske arbejde.

