Har vi givet sindet de bedste betingelser for at forandre sig, hvis kroppen mangler sine fundamentale byggesten? Traditionelt har vi i terapien haft et stærkt fokus på det mentale, men vi ser i disse år en spændende bevægelse mod at integrere det biologiske fundament endnu tættere. Det handler ikke om at erstatte samtalen, men om at give den de bedste vækstbetingelser. Hvis vi ignorerer klientens basale ernæring, risikerer vi at kæmpe mod biologiske barrierer, som ingen mængde samtaleterapi kan fjerne alene. Når kroppen er i balance, får de terapeutiske værktøjer ofte endnu bedre fat.
Til denne Psych & Sip giver klinisk psykolog, kostvejleder og kropsterapeut, Sanne Louise Wind-Hansen, en kort gennemgang af de vigtigste ernæringsmæssige opmærksomhedspunkter for øget trivsel. Vi ser nærmere på, hvordan vi som behandlere kan spotte de røde flag og guide klienten mod et fundament, der rent faktisk understøtter den terapeutiske proces.
Dagens centrale spørgsmål:
Hvordan kan man via kosten sikre bedre vilkår for psykologisk udvikling?
Hvis en klient ikke spiser sufficient, hvor skal det ernæringsmæssige fokus så helst ligge?
Om oplægsholder:
Sanne Louise Wind-Hansen er autoriseret klinisk psykolog og certificeret kostvejleder. I sit arbejde kombinerer hun en solid psykodynamisk fundering med kropsterapi og ernæringsfaglig viden. Sanne vægter det autentiske møde mellem mennesker højt og arbejder ud fra overbevisningen om, at terapeutens egenomsorg og personlige integritet er fundamentet for at kunne støtte andre bedst muligt.

